lørdag den 12. maj 2012

Gode råd er dyre, hvis man ikke bager dem selv!!



Jeg kommer fra Sønderjylland, og jeg kan stadig huske min farmors tynde og sprøde "Gode Råd" - eller som det udtales på sønderjydsk: "Gue Raj". Det særlige var deres sprødhed og det fine mønster kagerne havde.
Hver gård havde sit eget Gode Råd- jern, hvor man stegte disse store tynde småkager (!) til festlige lejligheder.
For et par år siden forærede min far mig et elektrisk jern, som kan det sammen. Jeg har efterspurgt min farmors jern, men det har vist forputtet sig på et ukendt pulterkammer eller er blevet smeltet om..

Opskriften er:
200g smør
200g mel
100g kartoffelmel
200g sukker
4-5 æg
2 tsk vaniljesukker

Alt blandes og bages på jernet...

Kagerne spredes ud til de er kolde - det er fristende at lægge dem i en "rasmus-klump-pandekage stak" men så bliver de slatne. De kan også i varm tilstand lægges over en kop, eller en kagerulle, så de kan serveres i sjove forme. Datteren forsøgte sig med at forme dem til vafler - altså til isvafel-vafler, men det gik ikke helt at få dem i keglefacon....
Men lige om lidt, vil vi have dem til den Kondenserede blåbær-brombæris.

kondenseret is !!!

Eller for at være helt præcis brombær/blåbær is med kondenseret mælk..



Der har stået en dåse kondenseret mælk i min skuffe i et par måneder. Jeg kan egentlig ikke huske hvofor den var der, men nu skal den bruges til noget fornuftigt. Heldigvis var datteren med på at lave is, så vi biksede en opskrift sammen:
Vi tog: 4-6 dl. frossen frugt: I det her tilfælde var det en blanding af brombær og blåbær...
Det blendes m. en dl mælk og presses gennem en sigte.
Frugtsaften/mosen blandes med

  • 1 ds. kondenseret mælk
  • 2½ dl. fløde
  • 1½ dl. mælk
  • Rigelig med vanilje
  • en sjat citronsaft.
Jeg forsøgte også at snige noget kokosmælk ind istedet for almindelig mælk, men det blev "disset" af datteren - så det forsøg må vente til en anden gang.

Blandingen blev kørt i ismaskinen, til den var næsten frossen... og så blev ismassen overført til en  passende beholder og opholder sig nu i fryseren, hvor den afventer bagningen af "Gode råd"....



Big Night - filmanmeldelse.

Gårsdagens aften blev spenderet med at se filmen Big night fra 1996.
Et par italienske brødre forsøger at drive en restaurant i 50'erne i USA. Det er ikke let at være immigrant og  de når at gå grueligt meget igennem inden filmen slutter. Omdrejningspunktet er en insisteren på ikke at give køb på kvalitet og ægtheden og det er en lovprisning af det italienske køkken.

En stille film, hvor det er de to brødre der er hovedfigurene, men da jeg elsker de to skønne kvinder: Isabella Rossellini og Mini Driver, så er det nu næsten dem, jeg husker bedst....
Der er scener der minder mig om Babettes gæstebud og det er bestemt en god film til en hyggeaften.
For flere eksakte informationer kan du se wikipedia

Dagens Müsli


Først blandes:
2 dl havregryn
2 dl. havreklid
1 dl knust boghvede
1 dl solsikkekerner
1 dl hørfrø
1 dl.sesamfrø.
1 dl. hakkede blandede nødder

Dernæst rører jeg 
ca. ½ dl rapsolie, 1 dl. vand og 1 dl. honning/sirup i. 
Denne gang var det en vaniljesirupsrest, der kom ved.
Ind i ovnen ved 100 grader i passende tid: ca. 1 time...
Nemmere kan det ikke være..

Det er jo fint at putte på sin yoghurt, til rabarberkomplotten, æbletrifli 
og meget meget mere..

tirsdag den 8. maj 2012

Fra kampagne til et helt måltid

Kampagnen  "stop spild af mad" er en meget prisværdig kampagne. 
Derfor forsøger jeg for øjeblikket at bruge det, som et af de parametre jeg laver mad efter.
Jeg synes altid, jeg har forsøgt at være opmærksom på at bruge rester, men alligevel ryger der nogen gange for meget ud, så nu MÅ jeg ikke lave mad af nyt, uden også at bruge de rester der er i køleskabet.

For et par dag siden fik jeg til egen (selv) tilfredshed brygget et helt måltid sammen.
Alt det underneden der er markeret med fed, er enten en rest eller noget der bare SKULLE bruges indenfor relativ kort tid....

1) En lidt twistet tortilla española:
1½ broccoli-stængel skæres i små stykker og sauteres på panden med løg, hvidløg og to halve peberfrugter (en grøn og en gul). Resten af de kogte broccoli fra i går, laves til bitte små buketter og sauterer med et par minutter. 3-4 æg piskes godt og saltes/pebres. Hældes over grønsagerne og står for svag varme indtil æggemassen er fast. Lige inden den er færdig lægges et par lidt overmodne tomater i skiver henover og der høvles med en passende fast ost.

2) Salate
fire små rødbeder og ditto gulerødder + en enkel persillerod rives og blandes med lidt stegte solsikkefrø og citronsaft, salt og peber.

3) Fyldstof:
En rest af kikærter ristes på panden med olie, hvidløg og garam masala blanding. Det skulle kun have været spidskommen - men det havde jeg ikke...

4) Tilbehør:
Et par tørre skiver sandwichbrød dekoreres med passende mængder ost og røget paprika og varmes i ovnen til osten er smeltet.

Det smagte helt fint til mine smagsløg. Men Junior giver mig nu hverken kokkehatte eller ros for at gøre mig anstrengelser for at redde kloden.

Fuglemad


Det er jo ikke kun menneskene her på Lærkevej der skal have noget at spise. Indimellem bliver både katte og fugle bespist. Vi går dog ikke ind for, at det er med hinanden.

Kattens adfærd afslørede at fuglekassen var beboet, så nu har vi sat modforanstaltninger i gang, for at fuglemor kan overleve foråret. Vi har arrangeret et midlertidig udhæng henover fuglekassen - og når engang fru blåmejse er færdig for i  år, så tror jeg, at vi omplacerer fuglekassen...

Rharbarbarum - Vulgaris

Er det bare mig, eller er sådan en rabarber der 
bare skyder op af jorden, og pludselig står dér, midt i bedet struttende og strunk ikke en smule vulgær?


Nå, men jeg lod den nu stå i fred  og sankede resten af bedet.
Jeg elsker rabarber:

  • Fordi de er så rundhåndede og bare vælter op af jorden 
  • Fordi de er der på det tidspunkt af året, hvor haven ikke rigtig giver andet fra sig.
  • Fordi de er så nemme at passe. Lidt gødning i efteråret, så klarer de selv med de store skyggefulde blade, at holde rent omkring sig.
Her følger lige opskriften på Lærkeredens almindelige rabarberkomplot:
De røde stængler skæres i 2 cm skiver og lægges i en gryde. Ovenpå fordeler jeg et par håndfulde sukker + et par vaniljestænkger. Det får så lov at simre 10 minutter og så står det ellers klar i i køleskabet til at komme ovenpå lidt græsk yoghurt og tilsat lidt musli...eller blive lavet om til en rigtig rabarbertrifli i fine lag, med kageraps og flødeskum....