mandag den 30. april 2012

Ramsløgpesto - jamen selvfølgelig


Det varer ikke længe før ramsløgssæsonen er slut, og selvom det næsten er så trendy at lave noget med ramsløg, at man næsten burde renoncere, så kan jeg faktisk godt lide smagen af løgene - altså i meget passende doser og på rette tid og sted.
Da jeg både var i forårs- og husmorhumør i dag, så sørgede jeg for at hundens luftetur gik forbi den lille skov, hvor skovbunden bugner af ramsløg - blomsterne er liiiiiiige ved at springe ud..


Jeg har blendet løgene med Seniors hjembragte parmesan, en god rapsolie, en stor håndfuld hasselnødder (var udgået for mandler) og godt med salt og peber....
Blandingen er puttet i små dåser som skal fryses, hvis ikke jeg finder på at forære dem væk inden de når ud i skuret.......
Så er der en hurtig blanding til forsommerens kartoffelsalater.....

Virker hver gang....


Her vil jeg præsentere opskriften på den ret, der altid redder familien en velsmagende aftensmad selv når tiden er knap og der ingen forberedelser er gjort eller tænkt..


Jeg tager:
  • 1 løg, et par hvidløg og et par cm frisk revet ingefær og sauterer på en pande. Når løgene er passende klare, putter jeg et par spsk karryblanding på der rister med et lille minuts tid. Gerne en hjemmelavet karryblandin og gerne sammen med lidt garam masala, men da retten ofte handler om hurtig bespisning, så kan en almindelig karryblanding fra Brugsen også bruges.
  • Herefter steger jeg 1 dl ris pr. person sammen med løg/karryblandingen indtil risene har taget farve, altså ikke er blevet brankede, men karryblandingen er trængt ind i risen. I går aftens var det en blanding af grødris/sushiris der kom ned i den store sauterpande - men det skyldtes mest mangel på nok basmatiris.!!
  • Når risene har taget farve putter jeg dobbelt så mange dl. vand ved, som jeg har puttet ris i... Denne gang erstattede jeg 2 dl. vand med kokosmælk - både fordi det smager dejligt, men også fordi jeg havde en rest. 
  • Der skal salt og peber i og så skynder jeg mig at skærer grønsager i tern. Der kan puttes mange forskellige grønsager i. I går puttede jeg ½ rød peberfrugt, 1 grøn peberfrugt 2/3 del courgette og 2 dl. frosne ærter i. Men det kan sagtens erstattes eller suppleres med majs, broccoli, spidskål etc...(Rodfrugter tror jeg nu aldrig jeg har eksperimenteret med i denne sammenhæng)
  • Retten simrer indtil risene er næsten møre, og så putter jeg en ordentlig portion rejer i, som koger med de sidste 3-4 minutter. 
Voila - i baggrunden af billedet ligger der lige en klat godt krydret hybenchutney fra køleskabets øverste hylde... Ikke ringe - men den opskrift kan jeg altså ikke huske lige nu. Den kommer måske engang til efteråret.

Ungerne er vilde med det og det er en ret der får alle mulige grønsager til at glide ned. 
Men det kræver selvfølgelig et basis lager af: en god karry/garam masala, gerne lidt frisk ingefær, hvidløg, ris og frosne rejer...

onsdag den 25. april 2012

Kokosæbleskiver med chokolade i


Det er jo egentlig ikke sæson for æbleskiver. Dem plejer vi at nyde i lange baner i december måned, men for nylig lånte jeg en bog på biblioteket om æbleskiver. Den er fyldt med anderledes og meget overraskende opskrifter på hvad man kan putte i æbleskiver. Jeg havde afleveret den igen, men da datteren foreslog at vi lavede æbleskiver, så prøvede jeg at rekonstruere en opskrift med kokossmag.

Jeg lavede en dej af:
2 æggeblommer der blev pisket med 3-4 spsk sukker.
Heri blev der blandet 2 dl. kokosmælk og 70 g smeltet smør
De tørre ingredienser: ca 125 g. mel, 1 tsk bagepulver, 3 håndfulde kokosmel, korn fra 1 vaniljestang blev blandet og puttet i æggeblandingen.
2 æggehvider blev pisket og vendt i dejen.

Æbleskiverne blev stegt på panden og i ca. halvdelen puttede vi et lille stykker mørk chokolade i, inden vi drejde dem rundt en sidste gange.

Jeg puttede en håndfuld ekstra kokos og sukker i efter første hold æbleskiver - og jeg tror bestemt, at vi prøver med hvid chokolade næste gang.... De smagte skønt.......

Jeg må vist hellere låne bogen igen og tjekke ud om jeg ramte rigtig - og måske få gode ideer til flere varianter.


Samarbejdsburger...


  
Junior havde valgt gårsdagens hovedret. Valget faldt hurtigt og prompte på burgere.
Så skabe og fryseren blev gennemrodet for passende ingredienser og  hele familien bidrog med hver deres evner.
Så bollerne fra søndagen blev skåret op og ristet. (undertegnede)
Der blev lavet fine små hakkebøffer og stegt bacon og lidt kyllingekebab fra fryseren. (Junior)
Grøntsagerne blev skåret fint op: salat, løg, agurk. (Datterlil)
Hjemmelavet aioli. (undertegnede - og senior under oplæring)
Sandwich pickles, ketchup og dijonaise blev fundt frem fra køleskabet...(senior)

- og så lavede vi hver især vores ønskeburger

Jeg sneg også lige en salat af peber, courgette, forårsløg og fuldkornsris ind på  menuen - men der var nu ikke imponerende afsætning på den......





mandag den 23. april 2012

Mad med udtryk

Der bliver nok ingen mad at blogge om i dag, men jeg blev inspireret af gårsdagens kunstindlæg og har fundet lidt billeder af en nutidig kunstner der vender vrangen ud på maden... Tomas Ballas.



søndag den 22. april 2012

Lidt spansk kunst med mad som motiv







Dagens kulturelle indslag kommer af, at jeg lige var i gang med at se en serie om Barokken. 
Velasquez (1599-1666) er mest kendt for at male kongelige portrætter og især for et maleri "Las Meninas", men han startede med en række mere ydmyge malerier "Los bodegones" - som er en spansk genrer, hvor hverdagslivet skildres - hovedsagelig set fra værtshusperspektiv.
MEN der sniger sig også billeder af hvad der spises ind og her ser vi altså "Vieja friendo huevos" - eller Gammel kvinde der steger et æg". (1618).


Rødmende gulerodskage + lidt løst bagværk

Det er ren nydelse at kunne sidde i solskin på terassen og arbejde og i pauser lige holde øje og gang i både kagebagning, boller og knækbrød.


En lidt rødmende gulerodskage m. æblemos
Når jeg virkelig får lyst til kage, så bager jeg tit en gulerodskage, hvor olien er erstattet med æblemos. Den bliver dejlig saftig og smager skønt - og jeg er jo typen der sagtens kan undvære noget af selv den gode olie!! Jeg er dog ikke meget for at skære fedt fra, hvis ikke velsmagen bliver bevaret.

I går tømte jeg fryseren og opdagede en hel del æblemos, der jo skal anvendes inden næste æblesæson... Og så er der jo ingen undskyldning for ikke lige at bage denne kdage



Gulerodskage med æblemos






Pisk 2 æg og 250 g. farin rigtig godt.
Riv 500 g. gulerod (idag blev det halvt gulerod og halvt rødbede -mest pga indholdet i grønsagskuffen) og put det ned til æggeblandingen sammen med 2½ dl. æblemos. 

Bland 325 g. mel med 1 tsk bagepulver, 2 tsk natron, lidt salt og så meget vaniljesukker, kanel, kardemomme og nelliker du kan lide (Jeg krydrer kraftigt til og bruger nok 3-6 tsk ialt). Jeg puttede også 1 dl kokosmel i og en håndfuld hakkede nødder + lidt tranbær der gerne ville bruges.

Bages ved 190 i 40 minutter. 


Ugens boller:
Bollerne slog jeg op i går efter min basisbrødopskrift. Jeg tager ca:
6 dl. kærnemælk
10 g. gær
600 g. ølandshvede
200 g. groft speltmel
lidt salt
1 tsk citronsaft (har jeg hørt hjælper til at styrke glutentrådene)
1 lille spsk honning.

Det får så stå natten over og idag blev de så rullet til
8 runde boller og 8 flade boller.

Så er grunden til madpakker og morgenmad de næste par dage lagt.

Hjemmelavet knækbrød:
Jeg har bare brugt en af de mange knækbrødsopskrifter på nettet: knækbrød.
Dagens afvigelse er, at jeg også lige tilføjede en dl. birkes - Egentlig fordi de lige stod ved siden af solsikkekernerne....



lørdag den 21. april 2012

Latte - og lidt mere udstyrs-fremvisning

Er gevaldig i gang med at lave overspringshandlinger og det starter ofte med et stærk behov for kaffe - og i dag har jeg brug for en Cafe Latte.
Så jeg finder den blå skønhed frem, jeg købte i Barcelona for 16 euro.

Jeg kunne jo godt ønske mig sådan en stor potent ekspresso-maskine med de flotte knapper og den rigtige bar, men mindre kan også gøre det.

Mens kaffen brygger på komfuret, varmer jeg et par dl. mælk i mikrobølgeovnen (mest for ikke at svine en gryde til) og pisker mælken skummende med min elskede Bamix'en, som har en flad mælkepisker-dims.
Jeg bruger mest dimsen til at piske minimælk til en flødeagtig konsistens, når vi producerer smoothie mv... men den er også genial til latte-skum...
Tjaa.. Det er jo ikke noget særlig, men det gør lige dagen - og det arbejde jeg lige skulker lidt fra, lidt mere overskuelig...
Ha en god dag

Soul Kitchen

Madlavningen og dermed blogindslag er gået lidt i stå. Dels pga almindelig travlhed men også fordi vi har spist meget på den højskole jeg er ansat på.
MEN i går aftes fik vi tid til en lidt anden vinkel på spiseriet.
Senior og jeg så en tysk film: "Soul Kitchen".

Genren er: Komedie, Instruktøren er Fatih Akin, Filmen er fra Tyskland og produceret af Corazón International. Den er fra 2009 og varer 1 time og 40 minutter.

En sød og sjov historie om græsk-tyske Zinos, der forsøger at holde sin derangerede restaurant i udkanten af Hamborg og sit forhold til den smukke kæreste flydende. Det er slet ikke let at træffe de rigtige beslutninger - og Zino har virkelig næse, for at vælge forkert. Man følger alle hans nedture med skattevæsnet, kæresten der finder en anden, broderen der kommer ud fra fængsel og snyder ham etc... og selvom filmen er en lang - næsten uendelig - række af nedture, tåbelige beslutninger og uheldige følger, så bliver der selvfølge alligevel en happy end.
Maden spiller en rolle på den måde, at han starter ud med at være fuldstændig ligeglad med hvad han servere i restauranten - bare det er billigt og kan frituresteges. Undervejs falder han over  - og hyrer-  en dygtig kok, der bliver fyret fra sit job, fordi han nægter at følge en kundes ønske om at opvarme en Gazpacho..... Kokken er dygtig og man følger også lidt hans historie med at lære Zino at værdsætte og lave mad og at restauranten til dels lykkes pga velsmagens indførelse...
Der sker mange, mange fler ting og dem kan du jo selv se, hvis du får fat i filmen.
Jeg tror jeg vil give den 3 stjerner ud af 5.

anmeldelse fra Filmland (P1)

youtube

mandag den 16. april 2012

mini-bakkelser


Datterens veninde har en far med en forhistorie som bager, så i dag kom de hjem og var i vandbakkelseshumør..... Det var jo ganske heldigt for os andre.

Opskriften er:
100 g mel
1 spsk. sukker
3 æg
1 nip salt
1 knivspids bagepulver
100 g smør
3 dl. vand

Man hælder 3 dl vand i en lille gryde og putter de 100 g smør oveni. Det smeltes og der skrues ned på lav varme og melet, sukkeret, bagepulver og salt røres i lige så stille.
Dejen sættes på køl.
Æggene piskes sammen og røres stille i dejen.  Massen puttes i en sprøjtepose og sættes af på en bageplade i klatter på størrelse med en valnød.
Bages i ovnen ved 200 grader i 15 minutter.
Deles og fyldes med is, vaniljecreme eller flødeskum med vaniljesukker - og anrettes smukt i en muslingeskal....




søndag den 15. april 2012

Tingfinder-genet igang igen igen....

Der var loppemarked i dag i byen.
Undskyldningen for kigge forbi var at Idrætsforeningen jo skal støttes..
Jeg kom selvfølgelig til at købe lidt køkkenudstyr - dog heldigvis af den mere beskedne slags:
  • en fin porcelænsskål til 10 kr.
  • en dims til at holde kyllingen i lodret position i ovnen eller grillen.... 10 kr.
  • en form til at lave kringle (!) eller den kærnemælksrand m. hyldeblomstsaft, som jeg så en opskrift på forleden.... 5 kr...
 Ret så uundværligt, men så fik jeg heller ikke mere for de 25 kr...



Kylling m. Skvalderkål - samt lidt flueknepperi


Som lovet i går, har datteren og jeg lavet Kylling i Bouillion fra kogebogen ""Ny nordisk mad".
Opskriften er lidt modificeret: Der burde også have været 2 dl. æblemost i og jeg har tilladt mig at tilføje 1 fennikel, da den lige lå der i skuffen og skulle bruges......

Det har vi gjort:
Stegt 6 kyllingelår i rapsolie. Så snart de var gyldne puttede vi 1 finthakket løg i sammen med 2 spsk fennikelfrø. Da løgene var blevet klare, hældte vi ca. 8 dl. vand over og puttede lidt herbamare grøntsagsbouillon ved. Alt dette skulle nu koge i ca. 30 min.

Så gik vi i haven og plukkede en stor skål skvalderkål... Det burde have været 160 g - men der var kun ca det halve....De blev selvfølgelig vasket, skyllet og skåret lidt groft.

Da de 30 minutters kogetid var gået kom vi 300 g. perlebyg i, som kogte med i ca 20 minutter, hvorefter vi puttede 250 g aspargers (skåret i 2 cm stykker) og 1 fennikel (skåret i tilsvarende bidder) ned til lårene. Grønsagerne kogte med i 10 minutter inden skvalderkålen kom i lige inden serveringen.









Viola. Så er der serveret forårsgryde...
Jeg plejer at være til varme og stærke krydderier, men det her er bestemt en charmerende forårsret, hvor alle de blide danske ingredienser kommer til sin ret og smager skønt....



Lidt skvalder om kål:
Datteren spurgte nysgerrigt: "Hvorfor hedder det egentlig skvalderkål". Jeg følte mig vældig uoplyst og kastede mig over ipaden.... I første omgang gav googlingen ikke noget begavet resultat, hvorefter jeg efter lidt granskning fandt Annemette Olesens bog "Lægeplanter fortæller historie" frem af kogebogsrækkerne
Hun skriver: "'Dens navn skvalderkål fortæller, at den er blevet brugt som grønsag, idet "kål" førhen ver en fællesbetegnelse for alt spiseligt grønt, og "skvalder" betyder noget der vælder op af jorden."

Ah, tænkte jeg, kan du nu være helt rigtigt. En kilde gør jo ingen sommer, så jeg googlede igen og fandt denne artikel om Skvalderkål-navnets oprindelse... Så det lyder jo ganske troligt.
Jeg har altid hørt at skvalderkål er indført af munkene, men ifølge Den Store Danske Encyklopædi har den været her siden oldtiden - og der var munkene da så vidt jeg husker her ikke endnu!!

lørdag den 14. april 2012

Gavstrik - nå nej Gastrik

Jeg stødte på ordet Gastrik i en kogebog, jeg lige havde lånt på biblioteket:"Ny nordisk Hverdagsmad".
Et Meyer-projekt, der går ud på at lave mad af danske/nordiske råvarer...
Spise mere grønt, mindre kød osv.. se evt. mere om projektet her

Men i dag var det altså ordet Gastrik der triggede mig:
Efter lidt googling gik det op for mig, at det jo nærmest er et must, at have/lave sådan en.
Jeg sendt ikke ilbud over nettet for fremskaffe Ga(v)strikken, da jeg er for meget jyde til at give 80 kr. for 250 g. Meyers Gastrik. Istedet tog jeg:

Lige dele sukker og eddike (dog ikke lagereddike).
Jeg har lavet en portion af 3 dl. sukker, 1 dl sherryeddike og 2 dl. æblecidereddike.

Sukkeret karameliseret - som til brune kartofler i en gryde. Hold godt øje med sukkeret. Lige pludselig bliver det mørkt og jo mørkere det bliver, jo mere bitter smag får den færdige Gastrik.

Når sukkeret er karmeliseret hælder du eddiken på. Du skal ikke blive bekymret over at sukkeret stivner, sæt gryden på middelvarme indtil sukkeret er opløst. Lad det simre videre indtil det bliver sirupsagtig. Pas på du ikke koger den for meget ind, så er den ikke til at få ud af flasken.

Jeg har hældt den på en fin tysk ølflaske - men flere steder anbefales en blød plastikflaske, så man kan trykke det ud....


Gastrik'en bruges som smagsgiver i supper og saucer. En sted står også at det bruges til fx at pensle på en kylling eller steg....

Jeg glæder mig til at bruge den. I morgen vil jeg lave en opskrift fra ovennævnte bog, hvor Gastrik indgår. 
Det er en opskrift på: Kylling i Bouillon med korn og skvalderkål...
- så kan skvalderkålen, der ellers er på vej ind til naboen, også få lov til at gøre lidt nytte.

Gastrik er fransk - det skulle også hedde Agrodolce på italiensk, og måske er det middelhavets svar på den asiatiske fiskesauce.... Et par dråber umami gør underværker på rette tid og sted...



Gulerodsuppe.....

Tjaa - Hvad der vejer tungest: at den nederste køleskabsskuffe trænger til at blive tømt eller at der er lavvande i madkasse, skal jeg ikke kunne sige, men fredagsdinneren blev en gulerodssuppe.


Jeg snittede
  • 1 løg, hakkede et hvidløg, rev et par cm ingefær og puttede i den store sauterpande.
Imens det sauterede ved middelvarme klargjorde jeg:
  • 6-7 gulerødder
  • 4-6 stk kartofler
  • 1 rød peberfrugt
  • 2 persillerødder 
  • 1 fennikel (fordi den var der!)

Rødder og grønsagerne blev skåret i 2 cm. store stykker og blev puttet i sauterpanden, og stegte med ca. 5 minutter inden jeg :
Hældte kogende vand over så det dækkede og puttede et par tsk Herbamare-bouillon ved.
Jeg smagte til med salt, peber, lidt citron og lidt Pimentón fra Barcelona...
Da grønsagerne var møre, satte jeg stavblender i gryden og blendede godt og grundigt....

Jeg lavede et par ostebrød til bare for at tænderne også kunne komme lidt på arbejde....

En ganske ok aftensmad fyldt med grønsager. Den kunne godt spices lidt mere op med spidskommen, garam masala o.l. Jeg kunne have ristet græskarkerner eller bacon til eller serveret en klat creme fraiche eller skyr til... men det gør jeg så bare næste gang,

Junior udtrykte ingen begejstring - og ville sikkert ikke given denne ret mange stjerner, men det var jo ret forventeligt, med alle de grønsager i.

Jeg var nu ganske godt tilfreds....

mandag den 9. april 2012

Chokoladekage på 5 minutter...

Man tager en god stor kop og putter
4 spsk mel
4 spsk sukker
3 spsk mælk
2 spsk olie
2 spsk pisket æg.
2 spsk nesquick 
 ½ spsk kakao
evt. lidt vanilje.
 
Sættes i mikrobølgeovnen i et par minutter. Hold godt øje med den hele tiden, for lige pludselig hæver den rigtig meget, og så er den næsten færdig...

Her fandt vi opskriften! - god fornøjelse! :-)

Sushi - for begyndere...

Der er en første gang for alting. Og i dag lavede vi sushi....
Det var forbløffende nemt, når blot alle ingredienserne er der...
Og ret idiotisk at vi ikke har lavet dem før, når vi holder så meget af det.





Jeg havde fundet et par gode instruktive videoer og opskrifter på Samvirke.
Så opskrifterne er der ingen grund til at skrive i denne omgang. Jeg lægger blot lidt billeder frem af processen og resultatet.
Fyldet var: Mayonaise rørt op med lidt wasabi-pulver, drys m. sesamfrø, agurkestave, avocado, røget laks, purløg fra haven og en rejerest....

Anmeldelse: Risen var lige præcis så klistrede de skulle være, men lidt "underkogte" og ikke nok salt, men det er jo til at rette op på næste gang.



søndag den 8. april 2012

Gå aldrig ned på udstyr.... eller sådan én har Price-brødrene nok ikke...

Jeg har i mange år haft en Kenwood køkkenmaskine, som jeg ikke var særlig glad for. Jeg synes dejen altid satte sig fast i kanten af skålen..... Så jeg havde længe drømt om at få råd til en Assistent Electrolux .(Sådan en koster dog snilt fra 3500 kr. til 4500 afhængig af udstyr).
Stor var min glæde da jeg for nylig fandt denne herlige køkkenmaskine på Retroen til 150 kr.
Den virker upåklagelig, men har desværre kun redskaber med til at lave kagedej, eller en blød brøddej... Så jeg er på jagt efter ekstraudstyr. Desværre passer dejkrogen til de nye Assistent Electrolux ikke.... men jagten er gået ind....på dejkrog og diverse andet udstyr....


Jeg er også i forhandlinger med min mor, som ejer en skøn gammel Ballerup Master mixer - og som har både dejkrog og kødhakker.....

Det er nogle skønne maskiner - og jeg kan egentlig godt lide tanken om at de er gamle, brugte og har været højt værdsatte gennem mange år....

Æg i cocotte eller hvordan man fejre en 50 års fødselsdag..

Senior har 50 års fødselsdag, og derfor skal fødselsdagsmorgenmenuen varies lidt.
Jeg har læst forskellig opskrifter på nettet om hvordan Æg i cocotte kan laves og varieres. (En price-opskrift)
Og her er så min variation - hovedsagelig udviklet efter et hurtigt kig i køleskabet!!
Sæt ovnen på 200 grader.

Til hver deltager i fødselsdagsselskabet skal der bruges 1 lille cocotte/ramekin/lille skål (Skal blot kunne tåle ovnvarme).
I skålen anbringes en skive chorizo i bunden, ovenpå hældes en skefuld bechamelsovs, 1 teskefuld soltørret tomat. 1 æg slås forsigtigt ud og toppes med en smule mere bechamelsovs rundt langs kanten. Der krydres med salt og peber og som afslutning rives der en smule parmesan henover portionen.
Tadaaa 
Skålen anbringes i en bradepande eller et fad, der fyldes halvt med vand, så de nederste 2 cm af skålen er dækket af vand.
Æggene skal have ca. 6-7 minutter i ovnen, indtil hviden er stivnet, men blommen stadig flydende.... (eller giv den så meget som det passer til din æggesmag..)
Velbekomme....


Adskillige opskrifter foreslår fløde istedet bechamelsovs - og det vil jeg bestemt prøve næste gang, men i mangel af fløde denne morgen, lavede jeg lidt bechamelsovs - hvortil Junior tørt kommenterede: "OK, så næste gang du mangler fløde til kaffen, så laver du bare lige en sjat bechamel..." Det tip er så hermed givet videre...

torsdag den 5. april 2012

Citroner er sure og gule - men det er kyllinger ikke!

Ved juletid havde jeg forsøgt mig med at lave saltede citroner. (opskrift)
Jeg fik besøg der fortjente forkælelse, så jeg tog en Hopballe kylling op af fyseren i god tid ( Køb din kylling på nettet).
Kyllingen blev skåret op i ryggen og banket lidt flad, så den kunne ligge godt udbredt på en bagerist.
Jeg blendede persille, 1 halv citron, olie, salt og peber og masserede det godt ind i kyllingen.

I en bradepande lagde jeg kartofler i kvarte, 3 fennikel i kvarte, 2 courgetter skåret i skiver, 2 af de saltede citroner i kvarte og hældte godt med olie over og krydrede med salt og peber.

Risten med kyllingen kom henover bradepanden og ind i ovenen ved 200 grader i en times tid.
Vi fik brød og en ærtepure til.
Jeg glemte desværre at tage et billede af retten. Alle i selskabet syntes det smagte godt, men det var vist mest mig, der også syntes at selve citronerne var værd at spise: syrlige og bitre, men også anderledes end almindelige citroner.
En anden gang tror jeg, jeg fjerne citron kødet og kun lægger skallen ved - eller blender skallen, så man får små bidder i munden istedet for en kvart skal!....
Jeg vil bestemt forsøge mig med at lave et par retter fra det nordafrikanske køkken, hvor disse citroner stammer fra. fx en Linseret kunne være interessant at prøve.

Jeg har en fornemmelse af at disse saltede citroner udover den syrlige og den salte smag, også har umami. Jeg har fundet et par artikler der hævder det samme (saltede citroner og umami) men det gør det jo ikke nødvendigvis rigtigt. Er der nogen der ved noget?

mandag den 2. april 2012

Kulsvierens aftensmad....

Junior har fødselsdag og det skal jo fejres - Han har en relativ enkel kulinarisk smag, så ønsket er en Spagetti Carbonara...... Måske blev han lidt presset, for så kan jeg jo få brugt den sidste rest af pasta fra i går.

Jeg kan godt lide historien bag retten: at det er kulsvierne som sidder i deres frokostpause og bakser en enkel men god ret sammen - man kan ligefrem fornemme små kulflager flade ned i retten, så man ikke kan skelne mellem hvad der er peber og hvad der er kul....Det er nu nok bare en god historie - men sådanne skal jo også have lov at leve...
Jeg kan også godt lide det meget enkle italienske ved retten: få afstemte ingredienser, men med stor virkning...

To pakker bacon skæres i små stykker og ristes sammen med løg og hvidløg i den store sauterpande.
Senior og datterlil fremstiller i fællesskab tagliatelle, der lige koges 5 minutter. Vandet hældes fra og tagliatelle hældes i sauterpanden. Over hældes en æggemasse af 6 æg + salt og masser af friskkværnet peber (Junior inviterede lige en gæst på middag, så vi skyndte os at proppe et par ekstra æg i)..
Det hele vendes til æggene er fordelt.
Hurtig servering m. friskbagt brød og parmesan til fri afbenyttelse.
Virker hver gang...

søndag den 1. april 2012

Hjemmelavet Ravioli

Jeg havde også købt et raviole-jern eller ravioli-stempel i Barcelona...
Den måtte vi også prøve i dag.
Fyld:
Jeg mixede to mozarellaoste, lidt ristet chorizo, forårsløg, hvidløg, nogle blade rucula med min fantastiske Bamix-stavblender. Det blev stillet i køleskabet et par timer.



Pasta
Først lavede jeg en pastadej af 8 dl. durummel og 4 æg + lidt olie + en moset grillet peberfrugt, for at give det lidt farve.
Lav et krater af durummelet,  knæk de 4 æg i krateret, pisk med en gaffel til det ikke giver mening mere og ælt dejen, længe - lidt længere og så lige 5 minutter mere.
Læg det i en plastikpose eller film i køleskabet en halv times tid.
Find pastamaskinen frem. Drys durummel over det hele og sæt så datteren til at køre pastadejen igennem til lange lasagneplader.



Så lagde vi små klatter af fyldet på den ene halvdel af de lange lasagneplader og foldede den anden halvdel over, klemte luften væk rundtom fyldet og "stemplede" de runde ravioli'er ud med det fine ravioli jern.



Faktisk meget nemt og relativt hurtigt......

Vi smækkede også lige en pesto sammen af bredbladet persille, parmesan, mandler, olivenolie, salt og peber og lidt hvidløg....

Raviolierne blev kogt i ca. 5 minutter og serveret med små klatter pesto til. De blev medbragt som Lærkeredens forretsbidrag til et venskabeligt sammenskudsgilde..

Ret så lækkert. Næste gang tror jeg, jeg vil udskifte rucula'en med bredbladet persille, og måske vende raviolien i pestoen - måske kan den også bære en flødesauce... men det vil tiden vise..

Habitas - en spansk bønnesalat.

Jeg har lige været i Barcelona. Flere gange stødte jeg på en salat med små bønner og små stykker ristede jamón serrano (lufttørret spansk skinke). Bønnerne som jeg i første omgang troede var en slags meget små tørrede bønner, viste sig at være bønner fra (tror jeg) valske bønner. De findes kun på dåse - eller i sæson, kan man sikkert selv bælge dem. Jeg havde købt en dåse med hjem, og i aften prøvede jeg så at lave opskriften.

Jeg hældte olien fra de små habitas, skar ca. 7 cm. chorizo i små stykker og ristede dem kort på panden, hakkede et forårsløg - inkl det grønne og skar også en grillet peberfrugt i små tern.
Alt blev blandet og smagt til med citronsaft, salt og peber.
Når man ikke lige har en sortfodet stykke skinke at ofre, så var det faktisk helt fint at anvende chorizo. Det gav smagsmæssig farve.
Originalopskriften er kun habitas og skinke, men jeg syntes det klæder salaten at få lidt farve fra peberfrugten, chorizo og forårsløget....
Nu må jeg bare finde ud af, hvor man køber habitas i Danmark....


- Bente :-D

Velkommen til Lærkeredens madblog

Jeg elsker at lave mad.
I dag hvor jeg skulle slappe af, er jeg alligevel kommet til at bage et par plader gullerodsboller, slå brød op til i morgen, bage en chokolade/rødbedekage og lige lave lidt hjemmelavet ravioli m. pesto sammen med min skønne datter....
Så mad betyder meget. Det er et sprog jeg kan lide at tale i. Det er en måde at kommunikere til verdenen på. Det er nogen gange min måde at slappe af på.
Det mad jeg laver er inspireret af både mormor-mad, internationale islæt og alt det moderne grønne. Jeg ligner altså stort set en masse andre madentusiaster - og sådan nogle, skal jeg nu om dage have en madblog - så nu har jeg altså også fået en......
Billedmaterialet vil det komme til at halte lidt med - min HTC-telefon tager elendige billeder og jeg er virkelig dårlig til billedkomposition, lyssætninger osv... :-)